Pladsen

Vi har også åbent i 2017:)
 

Ca. 4,5 kilometer nordvest for Rådhuspladsen ligger Københavns campingplads med sæson fra den 01. juni til den 31. august.   Arealet er fredet og ligger på Bellahøj, hvorfra man har udsigt ind over byens tårne og tage. Lokalområdet byder på lidt af hvert såsom indkøbsmuligheder, banker, posthus, restauranter etc.. Vores nærmeste naboer er et grønt område med legeplads og et offentligt friluftsbad.

Receptionen på pladsen er døgnåben, og vi står altid parat med hjælp og råd, ligesom vi er godt forsynede med brochurer om København og omegns seværdigheder. Man kan altid komme ind på området med bil, og mens I sover bevogter vi pladsen.

På pladsen er der en lille butik - selvfølgelig med frisk brød hver dag- der har åbent alle ugens dage fra 7-24. I forbindelse hermed er der et opholdsområde, hvor man er velkommen til at nyde sin medbragte mad eller mad købt hos os. Her finder man også pladsens tv.

Campingpladsen er ca. 9 hektar stor og er ikke delt op i parceller. Det vil sige, at der er frit valg mht. hvor man vil slå sig ned. Er man afhængig af strømtilslutning, findes dette dog kun i visse områder, men for at få størst mulig valgfrihed kan det anbefales, at man tager ekstra lange elkabler med.

Det er muligt at tage bus linie 2A til og fra pladsen, men det kan også anbefales at gøre turen til København på cykel. Tag cyklerne med eller lej cykler på campingpladsen, dog kun til voksne.